Blogs? Er det ikke oldschool?
…som jeg har valgt at omdøbe til Inspiration. Det skrevne sprog har altid været min foretrukne måde at kommunikere med mennesker på. Det er her, jeg kan udtrykke mig bedst. Jeg synes ikke altid, det er passende at skrive lange tekster til mine opslag på Instagram, ligesom jeg heller ikke har lyst til at drukne mine følgere i ord, der ikke har deres interesse. Så jeg har længe tænkt over et alternativ. En oldschool blog var det bedste, jeg kunne komme op med. Så for at besvare min egen titel: Det er ikke nødvendigvis oldschool at blogge, men det har helt klart udviklet sig over tid. Men for mig er det en god måde at få ‘afløb’, når jeg har noget på hjertet.
Så siden her er tiltænkt som et sted, hvor jeg kan dele mine tanker, erfaringer og indsigter som fotograf – både de praktiske og de mere kreative. Når der er nyt at læse, vil jeg droppe et link i min story. Herfra kan du aktivt vælge at klikke videre eller lade være 😉
Som fotograf handler det ikke kun om at tage billeder, men om at forstå de øjeblikke, der gør livet særligt. Jeg vil gerne belyse nogle af de emner, der fylder i mit selvstændige virke som fotograf og dele teknikker og tips til, hvordan man kan gribe forskellige situationer an.
Jeg håber, du vil finde inspiration og værdi her – uanset om du er en kommende brud eller gom, gravid eller forælder, eller bare har interesse for fotografi. Inspiration er et sted, hvor jeg kan dele både de professionelle værktøjer og de personlige erfaringer, der gør fotografering til noget mere end bare et billede.
Tjek min side Inspiration regelmæssigt for nye indlæg, som måske kan hjælpe dig med at få det bedste ud af dine fotosessioner – og måske finde nye perspektiver på, hvordan du kan bruge billeder til at fortælle din egen historie.
Kh,
Cilie