At blive mor

 

Mit første barn sov. Hun var nem at have med. Hun skreg og græd ikke. Hun var bare nem. Mit andet barn græd fra kl. 6 om morgenen til kl. 12 om aftenen hver dag i 5 måneder, og hun sov kun 30 min. i dagtimerne. Da de 5 måneder var gået, og hun stoppede med at græde, havde jeg glemt mig selv. Jeg havde taget 10+ kilo på. Jeg lignede ikke mig selv længere, og jeg var ikke glad. Jeg orkede ingenting. Jeg var per definition DONE. Og det at blive mor var slet ikke, som jeg havde prøvet det første gang.

Med hjælp fra fertilitetsbehandling har Rikke, ligesom jeg selv, kæmpet en brav kamp for at blive gravid. Hun har mistet, og hun har grædt. Ligesom jeg. Men så blev Rikke gravid, og i 9 måneder drømte hun om livet med sin nye familie. Romantiske forestillinger om en problemfri amning, sludren og pludren med sin lille baby og en lykkelig barselsboble som en familie på tre – det var dét, Rikke drømte om.

Den dag Rikkes søn kom til verden, græd han. Og han blev ved med at græde. Dag og nat. For han havde det ikke godt. Han sov, ligesom mit barn, kun 30 minutter ad gangen. En forstoppelse drillede hans tarmsystem, og trods en træt og insisterende mor mødte Rikke gang på gang modstand fra lægerne. “Børn græder.” “Børn skal græde.” Sætninger, jeg selv har forbandet langt væk. Mange gange.

Lille Vincents forstoppelse endte med en nyrebækkenbetændelse og til sidst en indlæggelse. Og han var forståeligt stadig utrøstelig. Til sidst kontaktede Rikke en speciallæge i refluks, og først her var der hjælp at hente.

At blive mor er så stort, og det er også vidunderligt. Men det kan virkelig også være svært.

Rikke har på sin Instagram talt meget åbent om sin svære start på livet som mor, og jeg har fulgt med på sidelinjen – nogle dage med tårer i øjnene. Selvom grunden til mit barns gråd ikke var den samme som Rikkes barns, blev jeg virkelig ramt af de følelser, jeg vidste, Rikke måtte stå med. Skruen uden ende. Frustrationen. Ked-af-det-heden. Skammen. Og særligt for mit vedkommende: følelsen af flugt.

Når man står i en situation med et ulykkeligt barn og et massivt underskud på søvn, er det sidste, man overvejer, nok en fotografering. Vi mennesker har en tendens til at huske det dårlige og glemme det gode. Men når tiden er gået, og ens datter eller søn har fået det godt igen, går livet videre. Og selvom det svære ofte fylder, er der også gode stunder indimellem. Og dem skal vi huske! 

Derfor rakte jeg ud til Rikke – fordi jeg gerne vil hjælpe hende med at huske, at der også er lys i mørket.

Sammen har vi virkelig fået nogle dejlige billeder, og Rikke siger selv: “VI ELSKER DEM. TAK TIL DIG, for dit vanvittigt dygtige og flotte arbejde!” 

Jeg er så glad for, at De kan træde ud af skyggen på en lang og svær periode med de billeder at se tilbage på <3

Psssst… & hvis du holder øje med både min og Rikke’s profil i næste uge, så  kan jeg løfte sløret for, at vi sætter vi en vild GIVE AWAY på højkant for at hylde moderskabet og alle de mange seje mødre, der findes derude <3

Kh Cilie