MALLORCA – DEL 1.

P7222270
HVOR GÅR TUREN HEN?

En af de ting som Martin og jeg virkelig har tilfælles, er at rejse. Vi har både været i Sverige (flere gange), Tyskland, USA, Canada, Frankrig, Italien, og Spanien. Selvom vi kun har rejst på to kontinenter ud af syv, så har vi virkelig set og oplevet meget på de snart fire år, vi har været sammen.

I sommeren 2017 havde vi kun 1 uges sommerferie, grundet vores job, og den lå selvfølgelig lige midt i børnenes primetime: UGE 28. Så vi var begge i syv sind over, hvordan den korte sommerferie skulle afholdes. Vi snakkede både om at tage en forlænget weekend i Danmark eller Sverige, ligesom muligheden for slet ikke at rejse var oppe og vende.

Vi kiggede virkelig på mange forskellige destinationer, men vi gad ikke flyve i 8 timer eller mere – hver vej – ligesom vi heller ikke ville betale overpris for at komme afsted på én uges ferie.

SECRET ESCAPES

Men af afsted dét SKULLE vi, og efter flere ugers søgen på den perfekte ferie, fortalte min veninde mig om et rejsebureau, der hedder Secret Escapes. Hvis du ikke kender det, så er det et bureau, der forhandler eksklusive priser på håndplukkede luksushoteller og -rejser både her i Danmark og i udlandet. Ret hurtigt fandt vi en rejse til Mallorca, der tilbød lækkert afsides hotel – væk fra turister og larm, bil inkluderet i prisen og halvpension til billige(re) penge end, hvad vi havde turdet håbe på! Så efter et par dages betænkningstid, besluttede vi os for at købe den ferie!

GRISEFEST ELLER PARADIS?

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid haft et mærkeligt forhold til Mallorca, uden egentlig at have en grund til det. Mine forældre har altid sagt, at det var en stor grisefest præget af alt for meget turisme. Derfor har jeg aldrig rigtig haft en trang til at komme derned og opleve det på egen hånd. Men jeg må så bare konstatere, at jeg skal stoppe med at forhåndsdømme noget, før jeg enten selv har set, smagt eller oplevet det. Det er rigtigt, at Mallorca er turistet på mange måder, men hvis man gider og bruge lidt tid på at undersøge, hvordan man kan undgå turistfælderne – så synes jeg personligt, at Mallorca er en ø-perle i det Europæiske ferieliv. For kun 3 timer i fly, kan du få kæmpe hvide sandstrande, så langt øjet rækker og krystalklart blåt havvand. Det er da fantastisk!

MONNABER NOU

Sommeren kom, og det blev uge 28. Vi rejste til Mallorca fra Kastrup Lufthavn, og som de to rejseglade mennesker vi er, var vi meget spændte på at komme derned. Vi havde brugt en del tid inden afrejse på at finde information, om det hotel vi skulle bo på og området generelt. Alt hvad vi kunne læse os frem til så lovende ud.

Vi skulle bo på et firestjernet hotel, der hedder Hotel Rural & Spa Monnaber Nou, på den nordelige del af øen. Hotellet er placeret ved foden af bjergkæden Serra de Tramuntana, og området er på alle måder helt unikt og usammenligneligt med andre steder, vi har været. Monnaber Nou er en gammel herregård fra 1300-tallet, og er i dag et familieejet landhotel omringet af smukke grønne vinmarker, oliventræer og eksotiske frugtplantager.

ES MIRADOR

En af de ting, som karakteriserer hotellet er deres smukke tagterrasse, hvor spiserestauranten ”Es Mirador” ligger. Her serveres helt udsøgt mad fra deres lokale farm. Alt er 100% økologisk og rendyrkede råvarer. Bonussen ved denne placering er helt klart den fantastiske panoramaudsigt ud over hele dalen – uanset hvilket bord du spiser ved.

En anden ting, som også skabte en helt speciel stemning, var hotellets stenarkitektur. Bevaringen af den gamle herregård skabte et rum, hvor både hygge og elegance var i centrum på én og samme tid. Der hører virkelig meget hektar jord til landejendommen og både ved indkørslen til hotellet og bagved græsser alt fra lam, geder og små bambier 🙂 Det er tydeligt at se, at dyrene har det godt, og har du lyst, kan du sagtens komme tæt nok på, så du kan ae dem.

Udover den superlækre restaurant og den smukke arkitektur, tilbyder hotellet også et dejligt pool og spa område til fri afbenyttelse. Her kan du også bestille massage, hvis din kæreste ikke gider 😉 Er du en mere aktiv type, som ikke gider tilbringe hele dagen ved pool området, tilbyder hotellet også en del aktiviteter som ridning, cykling, golf, tennis, etc. Dette tilbud benyttede vi os dog ikke af, da vi hellere ville ud på egen hånd og udforske øen.

Tryk her, hvis du gerne vil læse mere, om hvilke steder vi besøgte på den smukke ø.

Tak fordi du læser med!

Kærlig hilsen

Cilie

Tags:

Share Post

Related Posts