HVORDAN VÆLGER MAN?
Det kan være lidt af en jungle at vælge det firma, som skal opføre dit nye hus. Der er nogle ret store spillere på markedet, som fylder det meste af horisonten, også er der selvfølgelig de mindre og mere lokale entreprenører at vælge imellem. Én af de mest afgørende faktorer for os, dengang vi skulle vælge, var firmaets økonomi og omtale.
Som jeg skrev i HVORFOR BYGGE NYT? opstod vores nybyggerprojekt helt spontant. Til at begynde med kiggede vi på ”gamle nye” huse. Vi havde slet ikke tanker eller drømme om, at skulle opføre et helt nyt hus. Men fordi økonomien tillod det, turde vi drømme større. Så vi begyndte at søge en masse information om de forskellige entreprenører og blev hurtigt ramt af spørgsmål som:
- Hvem er bedst i test?
- Hvem har den sundeste økonomi?
- Hvem har det dårligste ry?
I vores søgen på information om de forskellige byggefirmaer, startede vi med at finde viden på HusCompagniet, Eurodan Huse, Milton og Lind og Rindsør’s hjemmesider. Personligt synes jeg, at nogle af hjemmesiderne er knapt så brugervenlige eller informationsrige, men inde på de forskellige websites, kan man bestille kataloger hjem, som man kan sidde og kigge i. Så det gjorde vi.
Da vi fik katalogerne hjem med posten, brugte vi utallige timer på at bladre de flotte sider igennem, og valget blev ikke ligefrem nemmere. Eurodan, Milton og Huscompagniet mindede meget om hinanden, mens Lind og Risør var en tand dyrere end vores budget kunne rumme. Så den blev hurtigt lagt på hylden. Milton synes vi var svære at finde konkret information om, fordi Milton var så nyetableret på daværende tidspunkt, så de røg også over i bunken med Lind og Risør. Tilbage stod vi med katalogerne fra Eurodan og Huscompagniet, men det var virkelig svært at danne sig et indtryk og træffe en beslutning ud fra et katalog.
BESØG EN UDSTILLINGSBY
Vi endte derfor med at tage til åbent hus i Hillerød, hvor bla. HusCompagniet og Milton har udstillet forskellige typer af huse. Her kan man kan gå rundt i deres typehuse og danne sig et indtryk af byggestil, planløsning og materialevalg. Ret hurtigt forelskede vi os i et typehus på ca. 165 kvm, som vi havde kigget på derhjemme i kataloget. Huset var et vinkelhus, som havde 4 værelser, køkken/alrum, bryggers, to indgange og to badeværelser. Faktisk havde huset, alt det vi ønskede, vores kommende hus skulle rumme. Plantegningen var opbygget således, at alle børneværelserne lå i den ene af huset, og soveværelset med egen walk-in og badeværelse lå i den anden ende af huset. Det synes vi var ret tiltalende. Derudover var der lyst, højt til loftet og masser af plads til at være en familie 🙂
Inden vi kørte hjem igen, gik vi ind i et større hus, hvor vi mødte en sælger fra HusCompagniet. Vi faldt straks i snak, og fortalte om det hus vi netop lige havde set på. Sælgeren lyttede til vores ønsker samt den kritik, vi havde til huset inde ved siden af, og sagde med det samme:
”Det hus passer ikke til jeres kriterier. I skal have et andet hus, prøv og se her.”
Sælgeren hev et katalog frem, og viste billeder og en plantegning på et udstillingshus HusCompagniet har udstillet nede i Ringsted. Vi blev straks forelskede og kunne sagtens se, hvad sælgeren mente.
I det første hus gik der, efter vores mening, for mange kvadratmeter (spildplads) til gangen. Dem mente vi sagtens kunne fordeles bedre ud på fx børneværelserne. Derudover var køkkenet større, hvilket var ret essentielt, da det er et sted, vi opholder os meget. Generelt var huset bare større, og hver enkelt kvadratmeter var udnyttet bedre. Ovenpå en fornuftig snak, kørte vi hjem med helt nye drømme for vores kommende hus.
FORDELE OG ULEMPER
Efter en god oplevelse ved udstillingsbyen i Hillerød, var vi ret sikre på, hvem vi ville bygge med. Men for god ordens skyld tog vi hjem og lavede en gammeldags pros and cons, hvor vi holdte HusCompagniet og Eurodan’s fordele og ulemper op mod hinanden.
Her er nogle eksempler:
Til køkken, bad og bryggers tilbød Huscompagniet inventar fra HTH, og Eurodan havde Designa som leverandør. Eurodan har dog siden hen skiftet til Svane Køkkener, som jo også er et rigtig lækkert mærke. I den tid vi har boet sammen på Sluseholmen, har vi haft HTH inventar i både køkken og bad – og det har vi været meget glade for. Så det ville vi gerne have igen. Derudover skulle vi selv betale for byggestrømmen hos Eurodan, og det skulle vi ikke hos Huscompagniet – det var inkluderet i prisen. Hvilket var en kæmpe fordel! For sådanne regninger, har det med at løbe løbsk. Der var nogle flere ting, som adskilte dem, men efter 2 år er min hukommelse ikke lige så skarp på hver enkelt detalje.
En der også adskilte de to mastodonter, var omtalen på Trustpilot og generelt, når man talte med andre, der havde prøvet enten det ene eller det andet. Vi både læste og hørte om nogle skrækscenarier, som virkelig afholdte os fra at gå videre med Eurodan. Jeg ved godt, at der findes gode og dårlige historier hos alle byggefirmaer, og det kan være SÅ forskelligt, hvilken følelse og oplevelse, man i sidste ende står med som byggeherre. Men for os blev dialogen det afgørende element for, hvem der skulle have ansvaret for at bygge vores nye hjem. Dialogen med HusCompagniet var god fra start af. Vi havde forsøgt at kontakte Eurodan, men de virkede ikke nær så opsøgende som HusCompagniet. Vi følte os trygge og i gode hænder allerede efter den første samtale med salgskonsulenten ude i udstillingsbyen. Det viste sig også at blive den sælger, der fulgte os gennem hele byggeprocessen.
SUMMA SUMMARUM
Gør dig selv den tjeneste at besøge udstillingsbyerne. Det er så meget nemmere at danne sig et indtryk af både de forskellige huse, men også atmosfæren hos de enkelte byggefirmaer. Vi havde jo egentlig låst os fast på ét hus ud fra nogle billeder i et katalog, men det skulle jo vise sig, at være det helt forkerte hus til vores behov og ønsker.
En anden ting du skal huske, er den gode dialog. Når man står udefra og ser på to af Danmarks største byggefirmaer, kan man nemt frygte at blive endnu et nummer i rækken. Du ved, at de har travlt, og de har mange familier, der bare venter på at kunne flytte ind i deres nye hjem. Så mærk godt efter, sørg for at italesætte overfor din salgskonsulent, at du ønsker en god og tilstedeværende dialog hele processen igennem.
En sidste ting, jeg synes, der er værd at nævne: HUSK ALTID at der findes to sider af en historie! Selvom du kan læse nok så mange skrækhistorier om det ene eller det andet byggeri, så læser du dem altid fra byggeherres side. Selvom vi overordnet set har været glade og tilfredse hos HusCompagniet, så har vi talt med andre, der har bygget med dem, som ikke har haft den samme oplevelse. Det er bare ikke realistisk at komme igennem en byggeproces uden fejl og mangler. Men jeg er overbevist om, at du kan undgå en del, hvis du er synlig og har en god kemi med byggefirmaet/byggelederen fra start af.
Dette indlæg er IKKE sponsoreret. Alt hvad jeg skriver, er bygget på egne erfaringer, og er nødvendigvis ikke det, der passer til dit temperament eller fremgangsmåde 🙂
Tak fordi du læser med. Skriv endelig til mig, hvis der er andet, du har lyst til at vide eller høre mere om 🙂