ADVARSEL: Nu bliver det altså lidt sentimentalt & meget personligt. For idag er virkelig en stor dag hjemme hos vores lille familie. Vores Haylie fylder nemlig 1 år 🇩🇰♥️ Har du fulgt med på min story idag, så er det nok ikke gået din næse forbi 😉
Idag kl. 07:56 for præcis et år siden mødte vi vores skønne, smukke og glade datter for første gang. Et øjeblik vi i flere år havde ventet på. Et øjeblik vi næsten havde opgivet troen på at få.
Hendes liv startede noget kaotisk. Efter 2 hårde fødselsdøgn med vestimulerende piller og -drop i 14 timer non-stop og en baby, der ikke kunne komme ud, blev hun om morgen på 3. døgnet taget ved akut kejsersnit.
Inde på operationsbordet fik jeg ikke lov til at holde hende med det samme, fordi hun havde slugt for meget fostervand. Kort tid efter faldt hendes iltmætning meget hurtigt, hvorfor hun blev haste kørt til Neonatal. Jeg nåede kun lige at se hende kort. Hun blev holdt op for øjnene af mig af en af lægerne. Vores blikke mødtes og så blev hun taget fra mig.
Jeg lå stadig åben på operationsbordet, og jeg nåede kun lige at sige til Martin: Du går med hende… og så gav jeg slip.
De 3 korte sekunder, hvor vores øjne mødtes for første gang, følte jeg, at livet på alle måder pludselig gav mening.
På operationsstuen ville ingen fortælle mig noget. Jeg havde ingen kræfter tilbage i kroppen. Min stemme kunne ikke trænge igennem til nogen af ren udmattelse. Jeg så hele mit liv passere forbi mine øjne lige op til det her øjeblik, og jeg nåede at føle en smerte indeni, som jeg aldrig ønsker at føle igen. Uvisheden om hendes tilstand og tanken om, at hun ikke klarede det. Det var ubærligt. Jeg lukkede øjnene og tænkte: hvis ikke hun klarer det. Så har jeg ikke lyst til at vågne igen.
Jeg vågnede op, da lægerne var færdige med at sy mig sammen og klar til at køre mig op på intensiv. Jeg havde mistet en del blod, men jeg var okay. Stadig intet nyt om Haylie.
På intensiv lå jeg alene i uvished de første 2 timer. Min mor fandt mig og fik efter noget tid lov til at komme ind til mig. Jeg var følelsesløs i benene og stadig uden lyd fra Martin. Midt i den tid, som skulle have været fuld af lykke og glæde ramte sorgen. Jeg bad min mor om at finde ham, så jeg kunne få en status.
Omkring kl. 11.00 kom Martin ned til mig – og med sig bragte han nyheden om, at vores lille pige var okay. I al den tid havde han heller ikke haft nogen anelse om, hvordan det var gået med mig. Han havde været så bange.
Kl. 13.00 (5 timer senere) blev jeg kørt op til neonatal, og der fik jeg endelig lov til at holde om hende for første gang. Det var virkelig stort. Tårerne strømmede ned ad kinderne på mig. Alting kulminerede.
Sikke en turbulent start. Sikke et turbulent forløb. Tænk at vi efter 3 år med fertilitetsbehandling og flere spontane aborter i bagagen nu sad her med vores lille Haylie i armene. Sammen. Som en familie. Vores familie. Sikke en sejr. Sikke en forløsning og sikke en glæde.
Jeg har ikke delt det her før (kun med dem, som står mig tættest), fordi det er og har været så ekstremt sårbart for mig at være i og tale om. Men jeg deler det nu, fordi jeg tror, at det er sundt at sætte ord på de ting, som gør allermest ondt.
For præcis et år siden oplevede jeg både det værste og det bedste i hele mit liv: frygten for at miste Haylie og glæden ved at blive hendes mor. På en eller anden måde har jeg været bange for at skulle genleve det hele i dag. Men når vi begge to kigger på hende, så er der kun én konklusion – og det er, at HUN ER DET HELE VÆRD!
Alle smerterne. Alle tårerne. Hele uvisheden. Hele ventetiden.
Haylie er virkelig VORES ønskebarn! Og hendes fødsel er uden tvivl, noget der er værd at fejre 🇩🇰
Hvis du har læst det hele. Så TAK ♥️
Kærligst
Cilie
