Mit allerstørste ønske – DEL 2.

Kategori: Bagger Life

Tak

Tusind tak for al den positive respons, der har været på mit sidste blogindlæg “Mit allerstørste ønske – DEL 1”. Det har været helt overvældende, med alle de skulderklap jeg modtog for at stå frem ved at fortælle min ‘hemmelighed’. Andre kvinder med samme eller lignende problem henvendte sig til mig og fortalte deres historie. Det bekræfter bare, det jeg skrev sidst, at mange oplever det, men ingen taler om det. Det har givet mig energi til at blive ved med at fortælle min historie, indtil jeg en dag (forhåbentlig) kommer i mål.

Insemination

I mandags blev jeg insemineret for fjerde gang på et år, og jeg får svar om to ugers tid. Grunden til at jeg ‘kun’ er blevet insemineret fire gange, over en periode på et år skyldes, at vi undervejs har holdt en pause. Vi startede op sidste år i marts, hvor blev jeg insemineret to gange uden held. Herefter valgte vi at holde en pause pga. stressrelaterede symptomer og intet overskud. Jeg startede så op igen med insemination i februar måned i år. Denne gang var der heller intet held, og nu afventer vi svar på vores fjerde forsøg.

Inden den første inseminering skulle jeg ind og testes for at se om, der var gennemgang i begge mine æggeledere. Måden man bliver testet for det foregår ved, at du kommer op og ligge på en briks, ligesom ved en gynækologisk undersøgelse. Din læge fører et småt kateter op i din skede med noget væske indeni. Ved siden af dig er placeret en ultralydsmaskine, hvor du kan følge med på en skærm, ligesom ved en normal ultralydsscanning. Her kan du se, når væsken bliver sprøjtet igennem dine æggeledere, og du kan se resultatet med det samme. Nu tænker du måske, om undersøgelsen gør ondt? Jeg tænker, at svaret til det spørgsmål er meget individuelt. På mig gjorde det som sådan ikke ondt. Jeg kunne mærke væsken, og lige da det blev sprøjtet ind, føltes et stort tryk i mit underliv, og en varm fornemmelse spredte sig. Men ligeså hurtigt som undersøgelsen var, ligeså hurtigt gik generne væk igen. Men generelt er det jo ikke særligt rart at ligge dér på en briks, med spredte ben, fuldstændig blottet og foran en noget ældre mand. Det er ikke ligefrem drømmescenariet. Men man gør det, fordi det er nødvendigt, og så tænker man på, at han har gjort det en milliard gange før dig, så der er intet du har, som han sikkert ikke har set før 😅

Resultatet af min undersøgelse var fremragende! Væsken sprøjtede ud på begge sider som en fontæne af fyrværkeri, og det betød jo, at der er fri passage til, at et æg kan komme igennem og ud til min livmoder. Jeg var klar til inseminering! Endelig!

Hvordan foregår en inseminering?

Efter min ”æggeledertest” skulle jeg møde på fertilitetsklinikken på 7-8. dagen i påbegyndt cyklus. I første omgang takkede jeg nej til hormonbehandling, både fordi jeg i forvejen er ret ’ustabil’ humørmæssigt, når min cyklus peeker, men også fordi jeg mener, at hvis der er gode chancer for at blive gravid uden hormoner, så skal man tage den. Jeg har i forvejen spist hormoner i form af p-piller, siden jeg var tolv år gammel, og jeg er ikke af den overbevisning, at det på nogen måde er sundt for din krop! Men æggeløsningssprøjten kan man ikke komme uden om, for den styrer, hvornår du har æggeløsning og på den måde kan din læge bedre præcisere, hvornår insemineringen skal finde sted. Der er selvfølgelig tilfælde, hvor man ikke kan komme uden om hormoner, og det har jeg fuld forståelse for. Jo længere hen i forløbet vi er kommet, har jeg også sagt ja til hormoner – men mest fordi jeg er desperat og er nået et til punkt i forløbet, hvor jeg vil gøre, hvad som helst for at blive gravid.

Første gang jeg skulle prøve at injicere mig selv med æggeløsningssprøjten var en forfærdelig oplevelse! Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi jeg ganske enkelt ikke blev oplyst om brugen af sådan en sprøjte. Vi kom ind på klinikken, hvor vi sad og ventede til det blev vores tur. Kort tid efter blev vi kaldt ind. Samtalen varerede godt og vel 2 min., der blev ikke hilst, der blev udstedt en recept og meldingen lød, at jeg kunne afhente sprøjten på et valgfrit apotek. Så fik jeg at vide, at jeg skulle gå hjem og sprøjte mig selv, inden jeg skulle insemineres. Bagefter blev vi sendt ligeså hurtigt ud igen, som vi kom ind, og jeg KOGTE inden i! Jeg er ikke diabetiker, jeg er heller ikke misbruger, og jeg arbejder heller ikke inden for sygehusvæsenet. Så jeg havde absolut ingen anelse om, hvor på kroppen jeg skulle stikke mig? Jeg vidste heller ikke, hvornår jeg skulle stikke mig. Hvordan sprøjten så ud? Bivirkninger? Forbehold? Ingenting. Jeg var så vred indeni.

Emnet fertilitet er så skrøbeligt, og jeg ved, at de har mange patienter på klinikken, som har det samme problem som jeg. Men når nu tiden til konsultationen var bestilt, og både min mand og jeg havde taget fri fra job for at være der, så kunne man da godt lige ha’ taget sig tiden, til at forklare en fuldstændig uvidende og førstegangsprøvende ung kvinde, hvordan sådan en sprøjtes skal håndteres.

Patient eller endnu et nummer i rækken?

Da vi stod ude på gangen, begyndte tårerne at løbe ned ad kinderne på mig. Kender du ikke den følelse, når du bliver så vred indeni, at det kommer til udtryk ved tårer? Det var mig den dag. Da vi kom op til receptionen, spurgte receptionisten mig, hvad der var galt. Først så stirrede jeg på hende med et tomt blik, og så blev jeg ramt af mine vrede følelser igen. Jeg fortalte om vores oplevelse derinde, og jeg italesatte, at jeg under ingen omstændigheder synes, at sådan en behandling var passende. Hverken over os eller nogen andre patienter. Receptionisten undskyldte meget, og kaldte på den sygeplejerske, som netop lige havde siddet over mig, og fået mig til at græde. Jeg gentog forklaringen af min oplevelse til hende, og hun så meget overrasket ud og undskyldte, og spurgte om vi skulle ind gå igen. Men jeg var så vred indeni, at jeg sagde nej tak og så tog jeg Martin i hånden, og så gik vi.

Jeg fik afhentet æggeløsningssprøjten på apoteket, og jeg skulle tage den med det samme, jeg kom hjem. Man stikker sig i maveskindet med sprøjten. Det gør overhovedet ikke ondt. Men det kan godt være lidt grænseoverskridende at stikke sig selv. Især hvis man ikke har prøvet det før. Hvis du spørger mig, så oplevede jeg ingen bivirkninger ved det. Hvis du spørger Martin, så er jeg sikker på, at du får et helt andet svar! 😂Ej, set i bagspejlet kan jeg godt se, at jeg måske har været lidt urimelig til tider, og jeg var nok også lidt svær at gøre tilfreds. Men hey – Det er ikke dem, der skal sprede ben for alle mulige, spise hormoner, stikke sig selv i maveskindet, menstruere og i sidste ende presse én 2-3 kilos tung baby ud vaginalt. Det er os kvinder. Så hvis du spørger mig igen, så oplevede jeg ingen bivirkninger 😉

Når sprøjten er injiceret, skal der vistnok gå 36 timer – og så skal din mand op og aflevere en sædprøve meget tidligt om morgen. Den dag sædprøven afleveres, skal du op og insemineres. Det de dygtige læger gør ved din mands sædprøve, er at de selekterer alle de levedygtige sædceller. Sagt på en anden måde; så sorterer de alle de skæve og spaltede sædceller fra, således at den portion sæd, der sættes op i kvinden under inseminering, kun indeholder gode og raske sædceller.

Gør det ondt?

Første gang jeg blev insemineret, var jeg nok lidt nervøs. Det er jeg nok egentlig altid, når jeg skal prøve noget nyt. Det er svært at forholde sig til noget, som du ikke ved, hvad indebærer. Men til mit held, var det en sød og kvindelig sygeplejerske, som skulle stå for selve insemineringen. Hun fortalte os, hvor mange gode sædceller, der var i Martins prøve, og hvor mange sædceller der skal til for at blive gravid. For at blive gravid, siger De, at der kræves 1 million gode celler, og Martin havde 8 millioner første gang og 18 millioner anden gang. Så det var rigtig fint.

Selve insemineringen mærker man som sådan ikke, men som jeg har nævnt før, er det aldrig en fest at ligge der på briksen, halvnøgen, blottet og med spredte ben foran et fremmed menneske. Det jeg synes, der gør mest er ondt, er værktøjet der bruges til at åbne kvinder. Jeg græder seriøst hver gang. For mig er det bare så invaderende og grænseoverskridende en oplevelse, at jeg ikke kan lade hver med at få tårer i mine øjne. Jeg bliver aldrig god til det! Det er faktisk en af de ting, som har påvirket mig allermest i den her proces. Både fordi det er ubehageligt, men også fordi det er en ny person hver gang. Du får ikke opbygget den her ’tillid’ til din læge eller sygeplejerske. Du skal fortælle dit forløb hver gang, og nogle har mere forståelse for at det gør ondt, end andre har.

Efter insemineringen kan du gøre, som du normalt ville gøre. Du må hoppe, danse, lege, stå op hovedet og gå i svømmehalen ligeså tosset du vil 🙂

Ventetiden

… var de første par gange ulidelig. Den allerførste gang testede jeg mig selv en uge efter insemineringen – og den var positiv! Jeg var SÅ LYKKELIG og tænkte inden i mig selv: ”var det bare dét, der skulle til?” Der var så bare ingen – SOM I INGEN – der havde informeret mig om, at den æggeløsningssprøjte, som jeg havde taget, indeholder HCG, hvorfor en test inden for 14 dage altid vil vise et positivt svar. Jeg nåede at ringe til et par venner og familie for så at finde ud af, at der overhovedet ingen nyhed var at viderebringe. Det var seriøst pinligt. Jeg følte mig så dum og naiv, og igen blev jeg enormt vred, over at der ikke var nogle fagkyndige folk, som havde advaret mig om, IKKE at teste før to uger efter inseminering.

Nu er ventetiden ikke det værste mere. Det er efterhånden blevet hverdag og forventninger til et positivt resultat, er blevet skruet ned. Dét jeg synes, der fylder allermest pt., er alle besøgene på klinikken op til en insemination. At jeg skal gå i tide og utide fra mit job. At jeg hver gang, skal tørre tåre væk og på en eller anden måde ‘kode’ mig selv tilbage til den person, jeg var, inden jeg gik, er hårdt… Men heldigvis for mig, er jeg kommet til en super imødekommende og dejlig arbejdsplads. Hvor jeg har fortalt åbent om min situation, og hvorfor jeg så ofte skal til ‘lægen’. De har været så forstående, og min leder har sagt: ”Jeg hepper på dig Cilie!” 🙏🏽 Dét i sig selv har givet mig så meget mere ro i maven. Jeg skal ikke længere ’luske rundt’ og komme med undskyldninger for, hvorfor jeg bliver nødt til at gå engang imellem.

Jeg vil rigtig gerne fortælle dig hele mit forløb i en kronologisk rækkefølge. Så i DEL 3 vil jeg komme nærmere ind på, hvorfor vi valgte at holde en pause sidste år, på trods af at vi ’kun’ gennemgik 2 insemineringsforsøg, og hvad der skete i tiden op til nu. Hvis du ikke har læst første del, kan du læse det lige her.

Tak fordi du læste med ❤️

Kærlig hilsen

ciliebagger-logo-06
Showing 3 comments
  • Linda darmer
    Svar

    Søde har prøvet det samme som dig jeg fik en veninde til at hjælpe med stikket er sikker på det nok skal lykkedesfor jer to at blive forældre k.h. Faster

  • Helle
    Svar

    Hepper som altid på dig kæreste datter. Har jo været der selv , og ved hvor meget du må gennemgå. Håber at de mange nedture og kampe snart forløses. Mine varmeste tanker går til jer. Knus kram mor/svigermor

  • Tina Kajhøj
    Svar

    kære søde Cilie tror helt sikkert at det vil lykkes jer at blive forældre, lige pludselig
    Sender alt den gode energi jeg har til jer. Kh tina

Kommentar