Mit allerstørste ønske – DEL 1.

Kategori: Bagger Life

Mange oplever det, men ingen taler om det

Det du skal til at læse nu, er noget, der står mit hjerte meget nært. Jeg har tænkt længe over, hvorvidt jeg skulle dele det med dig. Både fordi det er personligt, men også fordi jeg oplever en vis tabu omkring emnet, på trods af at mange egentlig gennemlever det eller har haft det tæt inde på egen krop. Jeg kan mærke, at jeg har brug for at sige det højt! Ikke for at få medlidenhed, men for at få det ud. Ud over mine læber. Ud af mit system. Ud af min krop! Jeg har brug for, at det ikke skal være en hemmelighed, at jeg kæmper en brav kamp for at blive gravid. Jeg har efterhånden nået en alder, hvor det er ret normalt at spørge ind til børn, når man møder mig på arbejdspladsen eller i andre sammenhænge, og hver gang jeg bliver spurgt, er jeg ved at revne ind inden i, og jeg spænder i mine kæber, i et ihærdigt forsøg på at holde mine tårer tilbage. Kampen om at blive mor og kampen om at stifte min egen familie kræver uendeligt meget af mig – både fysisk og psykisk. Det er hårdt for ægteskabet og som tiden går, fyldes min krop med sorg, følelsen af uretfærdighed og magtesløshed.

Kærlighedserklæringen

I maj 2016 besluttede min mand og jeg, at vi gerne ville have børn sammen. Jeg smed derfor pillerne, og vi var super glade og oppe og køre over, at vi nu var klar til at tage det skridt videre sammen, hånd i hånd. Det er jo en kæmpe kærlighedserklæring i sig selv, at man kan se sin partner være forældre til sit eget barn. Martin har tre børn fra tidligere ægteskab, så det var jo helt fantastisk for mig, at den jeg elsker, har lyst til at dele den oplevelse med mig, og gennemgå et liv med bleskift og opdragelse én gang til 🙏🏽

App, sex og negative tests

Vi gjorde dét, ligesom andre par nok gør det, hele tiden og jeg downloadede endda en app, der meget præcis beregnede min cyklus. Den fortalte mig, hvornår jeg havde æggeløsning, hvornår jeg skulle menstruere, og hvornår det var dét helt rigtige tidspunkt at have samleje. I starten var det meget sjovt, det betød jo masser af sex 😉 – og det er vistnok de færreste mennesker, der takker nej tak til det 😉 Hver måned når app ’en sagde, at jeg skulle menstruere, gik jeg nærmest på arbejde med krydsede arme og ben, i håbet om at min menstruation ikke ville komme. Jeg købte adskillige graviditetstest og sad parat om morgenen med en test i hånden, hvis bare min menstruation var én dag forsinket. Så stærkt var mit ønske om at blive mor. Men min menstruation blev ved med at komme, og hver gang var en skuffelse.

Som månederne gik, og der ingen positive test var, blev skuffelserne større. Det blev mere og mere frustrerende, og det blev sværere for os begge at være i og snakke om. Samlejet mellem os blev mere mekanisk end romantisk, og til sidst føltes det nærmest som en ”pligt” at have samleje. Jeg blev ramt af skyldfølelse, hvis vi ikke gjorde det. Skyldfølelse der dunkede mig i hovedet og sagde: ”Du er selv uden om det, hvis du ikke bliver gravid! Hvis du ikke vil gøre det, når du SKAL, så er det din egen skyld!”

Hvis du selv har prøvet at stå i en lignende situation, så ved du, hvad jeg mener. I starten var det jo super spændende, og vi snakkede om det hele tiden. Vi delte vores fælles drømme for barnet, og fremtiden vi sådan gik og glædede os til. Men efter mange måneder uden held, blev det død deprimerende i længden, at en app skulle ”bestemme” eller fortælle, hvornår det var bedst for os at have samleje.

Hjælp til fertilitet

Den ene måned tog den anden, og pludselig var der gået over et år. Vi besluttede os for at kontakte vores læge i håbet om at komme tættere på en løsning eller en afklaring. Hos lægen bestilte man i første omgang en masse prøver. Blodprøver, gynækologiske undersøgelser og sædprøver. Umiddelbart så alting ud, som det skulle. Martins prøver påviste nedsat sædkvalitet, men intet unormalt taget hans alder i betragtning. Undersøgelserne på mig var også fine. Meldingen var at ”urværket dernede slog som det skal”. Men fordi det endnu ikke var lykkes os at blive gravide efter et år, blev vi henvist til en fertilitetsklinik, som skulle hjælpe os med at realisere drømmen; ”Når 2 bliver til 3”.

På fertilitetsklinikken bestilte man nogle nye og mere dybdegående prøver på os begge, og faktisk allerede efter en måned efter vores første samtale, blev vi lovet vores første inseminering. Vi var helt vildt glade, og vi talte nærmest dagene ned til næste cyklus, ligesom et barn, der tæller dage ned til juleaften. Kort tid inden første inseminering modtog jeg et brev fra klinikken, hvori der stod, at mine blodprøver påviste mistanke om for lavt stofskifte. Derfor kunne de ikke tilbyde en inseminering, før jeg var kommet i udredning og behandling. DUNK! Der kom det første slag i hovedet. Jeg blev henvist til hospitalet i min egen region, hvor jeg skulle i udredning, og som på alle andre hospitaler i det offentlige, var der over en måneds ventetid. DUNK! Der kom det næste slag i hovedet.

Bonusinfo

Nu tænker du måske, hvad lavt stofskifte har af betydning for at blive gravid? Jo, det er faktisk ret væsentligt. En kort forklaring er, at fosterets egen skjoldbruskkirtel først dannes og fungerer omkring 12. graviditetsuge. Indtil da er fosteret afhængig af moderens stofskiftefunktion. Derfor er det så vigtigt, at moderens stofskifte er på plads inden graviditeten og hele graviditeten igennem.

Hvad er der galt med mit stofskifte?

De første prøver, der blev taget, var ikke helt tydelige. De kunne ikke vise en konkret ”fejl” på mit stofskifte, så derfor sendte man mig i udredning for at få en konklusion. Da jeg kom til hospitalets stofskifteambulatorium, indledte man en samtale med mig. Herefter ordinerede man medicin, som skulle regulere mit stofskifte og man bestilte nye og flere prøver til mig.  Fremadrettet skulle jeg gå til blodprøvekontrol hver fjerde uge, da man havde et ønske om at følge udviklingen på mit stofskifte med den nye medicin, som jeg skulle tage hver dag. Jeg måtte ikke påbegynde fertilitetsbehandling, før mit stofskifte viste tal, der var gode nok til at kunne gennemføre en graviditet. DUNK! Tredje slag i hovedet.

Efter nogle måneder blev det konstateret, at jeg har for lavt stofskifte. Så længe jeg prøver på at blive gravid, så skal jeg tage medicin dagligt, og jeg skal gå til blodprøvekontrol hver fjerde uge. Herefter blev jeg ”clearet” til at genoptage inseminering på fertilitetsklinikken, og vi kontaktede dem med det samme.

Når følelserne sidder ude på tøjet

Vi kontaktede klinikken igen, og jeg havde selvfølgelig haft min ’periode’, så vi skulle lige vente en måned til. … Ja hvorfor ik’? Nu havde vi alligevel ventet i 2 år på at blive forældre, og det var ca. 8 måneder siden vi kontaktede lægen og kom videre til fertilitetsklinikken. Så hvad gjorde én måned til eller fra? Jo, det skal jeg sige dig. Det gør ALT! Det påvirker dig så meget i en grad, at det forstyrrer din hverdag. Du er ked af det indeni, og personligt har jeg langt hen ad vejen følt mig defekt og i stykker. Alle omkring mig bliver ved med at sige det samme: ”Du skal bare slappe af,”I skal bare tage én dag ad gangen,” ”Det sker, når det sker”. Det kan godt være, der ligger en sandhed i de ord, men det er nemmere sagt end gjort! Ønsket om at blive gravid, er ikke noget man ’bare’ slapper af omkring, og særligt ikke når der er gået to år uden held – og slet ikke når, du konstant får at vide fra specialister omkring dig, at du ingenting fejler! Det er nok den værste konstatering af dem alle. ”Du er sund og rask. Din livmoder er perfekt. Du opfylder de rigtige betingelser for at blive gravid” – og alligevel sker der ikke en skid. Ja undskyld mit fransk. Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg er sund og rask. Men forstå mig ret, hvis man nu vidste, at der var en årsag til, at jeg ikke kunne blive gravid, så kunne man måske sætte ind med konkret behandling og hjælpe mig til at blive det.

Jeg var 25, da vi tog beslutningen om at blive gravide. Jeg er 28 i dag, 29 den 13. juni i år. Dvs. at min fertile alder har peeket og kan fra nu af kun gå ned ad bakke. Hvor end jeg går, ser jeg en barnevogn. Jeg skal ikke scrolle særlig langt i mit feed på de sociale medier, før et post med en baby eller et foto af et scanningsbillede popper op i ansigtet på mig. Mine tætte veninder er enten gravide, har fået et barn eller venter nummer to. Det jeg skriver, skal ikke forstås i en sammenhæng, hvor jeg ikke kan glæde mig på andres vegne. For det kan jeg naturligvis sagtens! At lykken tilsmiler andre familier, er jo fantastisk og særligt i en verden, hvor det desværre er blevet ret normalt, ikke at kunne få børn på naturlig vis. Men derfor kan jeg stadig godt blive ramt af sorgen over, at lykken ikke har tilsmilet min mand og jeg endnu.

Hele min rejse og kamp om at blive gravid strækker sig over en periode på snart 3 år. Derfor har jeg besluttet mig for at dele det op. Jeg publicerer anden del til marts, og det vil primært handle om hele min oplevelse med at komme på en fertilitetsklinik, og hvordan hele insemineringsprocessen er og har været for mit vedkommende.

Tak fordi du læste med 💜

Kærlig hilsen

ciliebagger-logo-06
Showing 2 comments
  • Sabina
    Svar

    Jeg er ikke gravid og bliver det sgu nok aldrig, du har mig C!

    • Cilie Bagger
      Svar

      Det er jeg sikker på, at du nok bliver en dag! <3 Enhver mand vil være heldig at få dig :-* Men uanset hvad, er jeg glad for, at jeg har dig!

Kommentar