Hvordan har byggeprocessen været?

Kategori: Bagger Home

At bygge hus, er en stor ting. Det er en proces, hvor der er mange følelser involveret. Det er jo ikke bare et hus man bygger, men hele din fremtid. Derfor er det også ekstremt vigtigt, at dét byggefirma man vælger, har forståelse for, hvem det er De bygger for, og hvilke værdier der vigtige for dig som byggeherre ☺️

Vi har nu været husejere i et år og tre måneder. Det er slet ikke til at forstå, at tiden er gået så stærkt. Projektet tog lige godt 6 måneder, og det føltes dengang som en evighed. Jeg husker det, som var det igår, da vi havde nøgleoverdragelse med vores byggeleder. Følelser som lettelse, lykke og spænding strømmede gennem os begge to – på én og samme tid. Gennem hele processen har der været så mange beslutninger at træffe: ”Har vi nu valgt rigtigt?” ”Har vi nu glemt noget?” ”Skulle vi have gjort noget anderledes?” etc. Men lige fra første håndtryk i et af udstillingshusene til selve nøgleoverdragelsen, sidder vi tilbage med den følelse, at Huscompagniet tog rigtig godt hånd om os, ligesom De har fulgt os pænt til dørs.

Dialogen har været altafgørende

For os har dialogen været altafgørende. Det har været vigtigt for os at føle os forstået og accepteret som de kunder, vi er. HusCompagniet opfører rigtig mange huse på landsplan, og frygten for at vi bare var endnu et nummer i rækken, gruede vi meget for i starten. Denne bekymring gav vi udtryk for allerede i opstartsfasen, både overfor vores salgskonsulent, men også overfor vores byggeleder. Begge beroligede os med, at De ikke fulgte noget halvt til dørs, og det er også den oplevelse vi sidder med i dag. Intet ved selve byggeprocessen er fulgt halvt til dørs, og generelt må vi bare konstatere, at vi er blevet behandlet rigtig godt. Selve 1. års eftersynet er så en anden snak, men det uddyber jeg længere nede.

Vi valgte at bygge et typehus fra start af, men med hjælp fra tegnestuen fik vi lavet nogle modificeringer, som alligevel gjorde at huset fik et personligt tvist. Det er vi rigtig glade for den dag idag. Derudover blev vi guidet rigtig godt igennem plantegningen, og vi fik endda hjælp til at få gjort plads til en udestue/pavillion rundt om jordvarmeslangerne, som skal opføres på et senere tidspunkt – Når pengepungen tillader det 😉

Hvis jeg skal sætte en finger på nogle af de ting, som vi har gjort os af erfaring, så er er det helt klart følgende: Husk altid at forventningsafstemme med din byggeleder. Hvad eller hvilken mængde forventer du af service, opfølgninger, opkald, mailkorrespondance mv. i forbindelse med dit husprojekt? Vores byggeleder var sgu lidt fraværende nogle gange, og ofte kunne han sige, at noget vil ske eller tage form, og når vi så besøgte huset, var der ikke sket noget, og vi havde heller ikke fået besked om det. Det kunne godt være lidt frustrerende. Men vi tog tyren ved hornene og konfronterede vores byggeleder med det. Til det svarede han, at der i et byggeprojekt tit kunne ske uforudsigelige ændringer som fx forsinket leverancer af materiel. Hvis han skulle give en punktlig tidsplan til byggeherre, så vidste han godt, at han ville stå med byggeherre i røret hver dag, hvis ikke tingene blev gjort i det tempo, som det var planlagt. Det argument kunne vi egentlig godt følge ham i, så vi fik os en god snak om det – og fremadrettet var korrespondancen bedre og mere fyldestgørende.

Jeg synes, det er vigtigt at huske på at uanset, hvad så er du kunden med alle følelserne involveret, og for byggeleder er dit hus ”endnu et projekt” med en ny deadline. Den gode dialog kan hurtigt gå tabt, hvis der sker for mange misforståelser eller hvis man ikke føler sig forstået/hørt på. Så husk at sig, hvad du tænker højt! Byggeleder kan ikke læse dine/jeres tanker, og ligesom med så meget andet, så er der ingen chance for at ændre noget, hvis du ikke siger, hvad du har på hjertet. Desuden tror jeg bare, at hele processen bliver mere gnidningsfri, hvis begge parter kan føre en fornuftig dialog sammen.

Intet nybyggeri er vel perfekt?

Selvfølgelig har vores husprojekt ikke været fejlfrit, og selv efter vi flyttede ind, dukkede der fortsat små fejl og mangler op; som de obligatorisk revner i loftet, en meget skæv væk (som er fikset nu), manglende fuge, toiletskyl der ikke fungerer optimalt, mindre godt malerarbejde mv. Alting i småtteriafdelingen, PÅNÆR den skæve væk 😂- Men altsammen noget, man nok ikke kan se sig fri for, når man bygger et nyt hus.

Alt i alt: har vi ikke fortrudt vores valg af HusCompagniet som byggefirma. Det har været en fornøjelse at indgå samarbejde med dem, og de har gjort deres til, at vi står med et superlækkert og nyt hus, som vi kan bo i!

Det eneste jeg har været svært utilfreds med, (hvis jeg skal nævne én ting) har været selve udbedringen af fejl og mangler efter vores 1 års. eftersyn. Vi bestilte 1 års eftersyn i starten af december 2018, og kort tid efter kom der en mand, som meget udførligt skrev alle de ting ned, vi havde at påpege. Der blev taget billeder til dokumentation, og vi fik også tilsendt en rapport, hvori alle tingene var veldokumenteret. Men så blev det januar, og det blev februar, og nu er det marts måned – og først NU, hører vi fra Dem. Martin har gentagne gange forsøgt at følge op på det, men uden nogen konkret tilbagemelding, om hvorfor vi ikke havde hørt noget fra Dem. Status er, at nogle af tingene er blevet udbedret, men ikke uden sure håndværkere, der kommer for sent eller aflyser vores aftaler. Det er sgu lidt træls. Særligt nu, hvor vi begge arbejder og bliver nødt til at tage fri, for at kunne være hjemme til det. Men heldigvis har vi Søde Mads, der kan hjælpe os med det fremadrettet, nu han er blevet fuldtidsfar på barsel. Det er vi glade for 😉

Vi får at se, hvornår det sidste bliver lavet 🤷🏽‍♀️

Kærlig hilsen

ciliebagger-logo-06

Kommentar